top of page
Forfatters billedeJesper Hatt

Tour de France

Opdateret: 3. nov. 2020

Tour de France er startet. Det estimeres at omkring 50-60 millioner mennesker følger med i dette cykelløb. Dagligt forventes 10-20 millioner mennesker, at følge de enkelte dages etaper.


Det er ikke fordi jeg er interesseret i cykelløbet Tour de France. Jeg har altid syntes det er sjovere at deltage i- end at se på sport. Det der interesserer mig ved professionelle cykelløb er, at det er en individ baseret udholdenheds sport. Tour de France har den ekstra dimension, at individet ikke kan vinde uden holdets opbakning. Der er dage hvor det ikke er holdkaptajnen, der er i centrum, men en holdkammerat, der støttes af holdet for at vinde en etape for holdet. Man kan kalde Tour de France for holdsport med ekstremt fokus på enkelte individer. Alle de hold, der stiller til start, har en stab af støttepersonale med sig. Alt fra sportsdirektører, massører, læger, personlige trænere, diætister, mental trænere og mange andre.


Måden cykelholdene forsøger at optimere deres performance har jeg altid været sikker på vi kunne lære noget af i vores virke som tandlæger. Vi har også et stærkt fokus på individer i behandlerteamet. Uden vores team omkring os kan vi ikke præstere særligt godt. Det er patienten, der skal bringes til en sejr hver dag. Vi er i konkurrence med andre om at levere den bedste ydelse til den bedste pris (markedsvilkår). De bedste klinikker arbejder med coaches og specialister i bestræbelserne på at blive endnu bedre. Enten målt på klinisk excellence eller finansiel performance.


På mine mange kursusrejser til udlandet har jeg altid forsøgt at kommet til at tale med folk, der har erfaring med “practice management” og “high performance” træning. Der er flere fællestræk i de observationer jeg har gjort mig. I denne blogpost’s sammenhæng er det bemærkelsesværdigt, at alle eksperter jeg har talt med, giver udtryk for det samme omkring team træning. De kan alle udpege de klinikker, der klarer sig bedst på alle parametre, blot ved at iagttage deltagere til deres foredrag. De vindende hold er dem, der kommer samlet som et team. Ikke blot enkelte faggrupper, men hele teamet. Årsagen er enkel. Når lederen har udpeget klinikkens retning for fremtiden og alle i teamet får de samme informationer til rådighed, så er det langt nemmere, at eksekvere. Der er en langt større grad af “commitment” fra teamet. Som leder eller medlem af teamet, kan man ikke gemme sig og lade forandringerne glide i glemmebogen. Det er langt vanskeligere, at lade ting sejle deres egen sø, når alle ved hvilken retning båden skal sejle. Samtidigt er det langt nemmere at holde motivationen når andre på holdet støtter os i vores bestræbelser på at forbedre klinikken.


Nøglen til succes med din klinik er evnen til at holde fokus. Fokus på den vigtigste opgave. Hold fokus på denne vigtigste opgave, start på opgaven og fuldfør opgaven før du starter på en ny. Hvis du konstant sørger for at arbejde på denne måde og hver eneste dag stiller dig selv spørgsmålet: "Hvad er den vigtigste opgave i dag?" Har du muligheden for at fordoble eller tredoble din kliniks performance.


Den klink jeg havde fornøjelsen af at drive i 12 år, arbejdede systematisk med team træning. Hver 4 uge havde vi en 4 timers trænings session fra kl. 8-12. Telefonen var lukket og døren låst så vi kunne holde fokus på vores interne træning. Hvis du vil vide mere er du velkommen til at kontakte mig: mail@smiledesign.dk


Skulle ovenstående kunne inspirere dig til at se efter muligheder for forbedringer i din klinik ved at se hvordan andre brancher arbejder, vil jeg anbefale dig, at tilmelde dig bloggen. Tryk på “login” i øverste højre hjørne og tilmeld dig. Jeg sender dig af og til en reminder om, at der er nyt på bloggen. Jeg lover dig: ingen spam og ingen reklame (ud over en reminder).

Venlig hilsen

Tandlæge

Jesper Hatt

0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle

Comments


bottom of page