Når du pludselig må stoppe som tandlæge
- Jesper Hatt DDS
- 12. apr.
- 5 min læsning
Min historie og en guide til at hjælpe dig
Hvorfor du bør læse dette – uanset om du har helbredsproblemer eller ej
Som tandlæge har du sandsynligvis allerede oplevet, hvor fysisk krævende vores arbejde kan være. Lange arbejdsdage med skæve arbejdsstillinger, statisk belastning og præcisionsarbejde kan med tiden slide på kroppen.
Måske har du ingen gener i dag, men risikoen for at udvikle smerter i nakke, skuldre eller ryg er desværre høj i vores fag. I værste fald kan det betyde, at du en dag står i en situation, hvor du ikke længere kan praktisere.
Det skete for mig i 2018, og jeg ved, hvor uforberedt jeg var på den proces, der fulgte. Det er grunden til, at jeg har skrevet denne guide og checkliste. Formålet er at hjælpe dig – både hvis du allerede kæmper med helbredsproblemer, og hvis du ønsker at være forberedt, hvis det en dag skulle ske for dig.

Min historie – Fra smerter til erkendelsen af, at jeg ikke kunne praktisere som tandlæge længere
I 2018 begyndte jeg at få tiltagende smerter i skuldre, ryg og nakke. Jeg fik føleforstyrrelser i fingrene, som gjorde det svært at fornemme, hvad jeg rørte ved i patienternes mund. For at kunne klare en arbejdsdag tog jeg dagligt maksimal dosis smertestillende medicin (Ibuprofen og Panodil), hvilket lige akkurat fik mig igennem dagen.
Men prisen var høj. De konstante smerter og medicinen gjorde mig til en virkelig dårlig udgave af mig selv. Jeg havde ikke overskud til andet end den ene opgave, jeg havde foran mig. Mit personale led under mit manglende overblik, min manglende empati og forståelse – jeg var mere end rigeligt udfordret med bare at komme igennem en normal arbejdsdag.
Min familie fik også en dårlig udgave af mig. I hverdagen og weekenderne kunne jeg ikke andet end at ligge i sengen eller på sofaen og forsøge at abstrahere fra de kroniske smerter, der bare blev værre og værre.
Presset fra omgivelserne
Situationen blev ikke nemmere af, at jeg følte mig forpligtet overfor mine patienter, mit personale, banken og den kæde, der havde overtaget klinikken to år forinden.
Jeg kæmpede længe for at fortsætte, men det viste sig, at min skade i nakken var en ledskade. Neurologer, osteopater, radiologer, neurokirurger og speciallæger i almen medicin og psykiatri var enige: Skaden var reel, og jeg skulle ikke forvente at komme til at arbejde som tandlæge igen – nogensinde.
Problemer med forsikringsselskabet
Men fordi skaden var en ledskade, opstod der problemer med forsikringen. Ligesom med ledproblematikker i kæbeleddene stilles diagnoser vedrørende led i ryggen primært baseret på patientens subjektive gener. Hverken almindelige røntgenoptagelser, elektrisk måling af nervernes ledningsevne, CT-scanninger eller MR-scanninger kunne dokumentere noget endegyldigt, der kunne journalføres.
En privatpraktiserende neurokirurg hjalp mig med at få smerterne under kontrol ved at give mig seks steroidinjektioner langs rygsøjlen hver tredje måned. Oven i dette fik jeg tre forskellige slags muskelafslappende præparater (Gaba pentin, Baclofen, Tizanidin) og supplerede med ibuprofen og Panodil.
Men arbejde som tandlæge kunne jeg ikke. Gang på gang troede jeg, at jeg var klar til at vende tilbage til arbejdet og forsøgte at praktisere et par timer ad gangen. Men hver gang betød det, at jeg dagen efter havde så svære smerter, at jeg nærmest ikke kunne komme ud af sengen.
En ny start med behandling og træning
Efter at være flyttet til Schweiz blev jeg sat i behandling hos en lokal læge, der i samarbejde med en osteopat, en fysioterapeut og en personlig træner langsomt fik behandlet min muskulatur og hjalp mig med at træne mig op igen. Det har krævet daglig træning og en enorm disciplineret tilgang til at omlægge mit arbejdsliv.
Heldigvis har det gjort, at jeg i dag har kunnet reducere mit medicinforbrug og kvitte steroidinjektionerne.
Men der er stadig dage, hvor jeg ikke kan fungere normalt, og hvor jeg må slappe af med maksimal dosis smertestillende og muskelafslappende medicin. Det har jeg og min familie lært at leve med.
Min erfaring kan forhåbenligt hjælpe dig – Uanset om du har problemer i dag eller ej
I hele dette forløb opdagede jeg hurtigt, at der ikke fandtes nogen klar vejledning eller støtte at hente fra de faglige organisationer. Ingen guides, ingen støttepersoner, ingen personlig rådgivning – intet.
Det, jeg troede ville være et kort forløb med min forsikring, udviklede sig til 7 års tovtrækkeri. Jeg oplevede, hvordan forsikringsselskaber kan forsøge at undgå betaling ved at vurdere din situation som en generel erhvervsevnetabssag – selv når du har en fagspecifik forsikring, som dækker fuldt ud, selvom du stadig kan arbejde i en anden branche.
Jeg har skrevet en guide, som kan hjælpe dig med at undgå de fejl, jeg selv begik, og sikre, at du står stærkest muligt i din sag.
Download guiden og tjeklisten
Hvis du allerede har helbredsproblemer, håber jeg, at mine erfaringer kan hjælpe dig med at navigere i det kaos, der ofte følger.Hvis du ikke har problemer i dag, vil guiden give dig værdifuld viden om, hvordan du bedst forbereder dig, hvis det en dag skulle ske.
Du kan downloade min guide og checkliste her:
Jeg vil gerne hjælpe dig
Mit håb er, at denne guide kan hjælpe dig med at stå stærkere – både økonomisk og personligt – hvis du en dag befinder dig i den situation, jeg stod i.
Hvis du har spørgsmål eller har brug for sparring, er du velkommen til at kontakte mig.
Har du brug for en dygtig advokat, kan jeg anbefale Thea Præstmark fra Lind advokater. Hun er den der har hjulpet mig bedst, givet bedst rådgivning og afstemt forventnigerne bedst gennem mit forløb (Jeg har været i dialog med 3 andre advokater, der alle havde specialiseret sig i erhvervsevnetab men som havde virkelig svært ved at forstå tandlægernes forsikring indenfor erhvervsevnetab)
Få et nemmere tandlægeliv
Få flere tips og tricks relateret til klinikdrift, marketing og klinikledelse. Tryk på den bå boks herunder og udfyld formularen. Så sender jeg en notifikation med et link, når jeg poster nye opslag. (1-4x pr. måned)

Tak fordi du læste med
Mange venlige hilsner
Tandlæge, konsulent & coach
Jesper Hatt
T: +41 78 268 0078
"Hos Hatt Consulting forstår vi, at tandlæger og klinikejere har store drømme og mål for deres praksis. Vi er dedikerede til at hjælpe dig med at omsætte dine ambitioner til virkelighed gennem personlig rådgivning, skræddersyet online- og in-house kliniktræning.
Uanset om du ønsker at forbedre ledelsesfærdigheder, optimere klinikkens drift eller opbygge en enestående patientoplevelse, er vi her for at guide og støtte dig på din rejse. Vi tilbyder skræddersyede løsninger, der passer til dine unikke behov og mål.
Kontakt os i dag, og lad os sammen skabe en strategi og en handlingsplan, der hjælper dig med at nå dine drømme og skabe en succesfuld og bæredygtig klinik. Lad os arbejde sammen mod en fremtid, hvor du trives som tandlæge og klinikejer."
Comentarios