top of page
Forfatters billedeJesper Hatt

Er tænder en luksus?

Opdateret: 3. nov. 2020

Har du nogensinde købt et luksusprodukt?

Det er jeg ret sikker på du har på ét eller andet tidspunkt i dit liv. Hvis ikke vil jeg anbefale dig, at lave et feltstudie (min søster er antropolog og har skadet mit syn på hvordan vi opfatter alle former for kulturer). Opsøg en luksusbutik, træd indenfor og bid mærke i den måde du bliver behandlet på. Læg mærke til hvordan butikken er indrettet.

Hvordan medarbejderne er klædt?

Hvordan du bliver tiltalt og hvordan ekspedienten forsøger at sælge et produkt?

Når du er kommet ud af butikken igen (med eller uden smukt udformede poser under armen), synes jeg du skal smutte omkring Netto for at få en discount oplevelse og gøre dig de samme betragtninger, som beskrevet ovenfor. Notér dig forskellene og de følelser de vakte i dig.

Oplevede du en forskel mellem discount og luksus butik?


Hvilken oplevelse syntes du bedst om (læg mærke til jeg IKKE spurgte til prisen).

Der er ikke noget her der er rigtigt og forkert. Der er ikke noget der er bedre end noget andet. Der er tale om 2 forskellige oplevelser, der afspejles i butikkernes prissætning.


Som det næste synes jeg du skal gå gennem din klinik og sammenligne oplevelsen med de betragtninger du gjorde dig i hhv. discount- og luksus butikken.

Kan du selv lide den oplevelse dine patienter får, når de kommer gennem klinikken?

Stemmer den oplevelse patienterne får overens med den oplevelse du ønsker de skal have? (Husk på, at der ikke er noget her der er rigtigt eller forkert - det er DIN klinik og DIT brand. Så det skal blot være rigtigt for dig)


Hvis vi ser lidt generelt på tandplejen i Danmark, mener jeg godt man kan sætte følgende udsagn på brandet "tandlæger": Dyrt, ubehageligt, sundhed, udseende, ikke for alle (fordi de ikke prioriterer tænderne).

Sammenligner vi med luksus brands er der visse ligheder. Det koster mange penge, handler om udseende/status og er ikke for alle. I det lys synes jeg det er ærgerligt vi ikke generelt har indrettet klinikkerne som små luksusbutikker. Forstå mig ret. Jeg advokerer ikke for guldbelagte vandhaner eller røde løbere foran hoveddøren. Men jeg mener vi ville kunne skabe mindre forvirring, ved at gøre mere ud af venteværelset, patienttoilettet, uniformerne, oplevelsen, samtalerne. Hvis vi gjorde dét, ville det være nemmere for patienterne, at forstå hvorfor det koster penge at gå til tandlægen. Vi ville endda kunne hæve vores priser uden, at det ville blive opfattet som en hån mod patienten. Hvorfor? Fordi der på den måde kommer en form for overensstemmelse med det patienterne tænker om os og den måde de oplever os. Lige nu er der en stor kløft i forventningsafstemningen. Patienterne oplever en dissonans mellem oplevelsen og prisen.

Det handler i høj grad om at få patienternes forventninger til at matche deres oplevelser når de møder op i klinikken. Der vil naturligvis være patienter, der ikke vil betale prisen og som derfor vil søge mod det billigste tilbud de kan finde (denne gruppe udgør statistisk ca. 20% af befolkningen). Til dem er der allerede nok klinikker, der tilbyder en discount pris. De klinikker, der tilbyder den laveste pris, bør i virkeligheden gå til deres branding med fokus på forventningsafstemning - ventetid er accepteret, samtale med tandlægen er der ikke tid til, kø ved betalings skranken og tidsbestilling er også forventet.

På mange måder er det nemmere at indrette en discount klinik. Det er bare vanskeligere at få lov til at lave de gode behandlinger og bruge tiden på patient kontakt.


Det de fleste kolleger fremhæver, der betyder noget for deres virke som tandlæge, er følelsen af at gøre en forskel for andre mennesker. Det er også følelsen af at gøre en forskel, der forhindrer os i at blive udbrændte og stressede. Så jeg synes der er en indikation for at arbejde i retningen af en mere luksus orienteret branding af tandklinikker. Naturligvis med højere priser til følge (de har alligevel været for lave i hen ved 10 år)


Efterlad en kommentar hvis du er enig eller uenig med mig i mine (lidt provokerende?) betragtninger. Det er som regel et tema, der sætter en masse følelser i gang. Så jeg forventer en del feedback.


Hvis du vil læse mere om branding og hvordan du kan hæve dine priser uden, at patienterne brokker sig. Vil jeg anbefale dig, at melde dig til bloggen. Det gør du ved at klikke på "login" i øverste højre hjørne og udfylde formularfeltet. Jeg sender ingen spam og ingen reklamer. Jeg uploader ét nyt blogindlæg om ugen.

Mange venlige hilsner

Tandlæge

Jesper Hatt




0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle

Comments


bottom of page