Jeg er på vej til Finland for at holde et kursus i brugen af clear aligners for begyndere. I den forbindelse er jeg kommet til at tænke over nogle af årsagerne til, at behandling med clear aligners ofte stopper i de fleste klinikker, efter ganske få forsøg med behandlingsformen.
Behandling med clear aligners, er jo ligeså komplekst som behandling med fuld fast apparatur. Materialet vi anvender til at flytte tænderne er bare et andet. Ligesom måden vi planlægger tandbevægelserne foregår i noget software, der kan være med til at give et bedre overblik over alle de faktorer, der er i spil under en eventuel behandling…. Hvis man ved hvad man skal kigge efter.
Følg os på facebook, hvor vi skriver mere om alt det du ikke lærte på tandlægeskolen.
Den mest komplekse form for patientbehandling
Min påstand er, at ortodontiske behandlinger er den mest komplekse form for behandlinger vi tandlæger kan beskæftige os med. Vi bør opfatte enhver clear aligner behandling, som en behandling, der involverer alle tænder i et dynamisk miljø, der ikke kan forudsiges 100% (som det ellers ser ud i aligner softwaren). Det stiller store krav til vores evner i at udforme biologisk forsvarlige og realistiske ortodontiske behandlingsplaner, forudsige realismen i alle de planlagte bevægelser og vide hvad vi skal gøre, når biologien ikke opfører sig, som forventet.
Industriens løfter
Det kan selvsagt ikke lade sig gøre, når man starter med at behandle patienter med clear aligners. Hvis man starter op på egen hånd, er der derfor en relativt stor risiko for, at man oplever et eller flere problemer med behandlingsforløbene.
Dette uagtet industriens forsøg på at overbevise os om, at vi holder os på “sikker grund” så længe vi kun behandler de forreste 8-10 tænder. Hvis du deltager i mine kurser vil du opleve hvorfor dette er en absurd påstand, hvis eneste formål er, at sælge flere aligners.
Derfor mener jeg, at en opstart med den rigtige support hele vejen gennem behandlingerne, er afgørende for, at vi kan se os selv i spejlet hver morgen og vide vi har gjort en positiv forskel i vores patienters liv. Ikke ud fra et kosmetisk perspektiv, men fra et funktionelt og langtidsholdbart perspektiv.
Tandlæge: "vågn op!"
Det er på tide, at tandlæger overalt i verden begynder at vågne op. Flere og flere patienter udsættes dagligt for ortodontisk behandling i lækre butikker, der lokker med løfter om pæne hvide tænder på kort tid til en lav pris.
Fællesnævneren for disse direct to consumer tilbud er, baserer sig på en forretningsmodel, hvis primære formål er, at tjene så mange penge til ejerne som muligt. Med de mange behandlingsresultater vi har set gennem tiden, ser det ikke ud som om der tænkes ret meget på patienternes sundhed.
Varianter af "direct to consumer" aligner forretninger
Der findes varianter af direct to consumer alignerbutikker over samme tema, hvor online markedsføring i stor stil, lokker patienterne til klinikker, hvor en tilsvarrende behandling udføres. Ofte lokkes klinikker med en gratis scanner, gratis markedsføring og en lille fraktion af overskuddet på de aligner behandlinger, som virksomheden udfører - i øvrigt under tandlægens autorisation. Hvordan man kan lade sig lokke af et sådant tilbud, er mig fortsat en gåde. I hvert fald hvis man sætter sig ind i hvad man får og hvilke alternativer, der findes.
Hvis du vil vide mere om alternativerne, er du velkommen til at kontakte mig, da det bliver for omfattende, at skrive om her.
De omtalte "direct to consumer" virksomheder er super dygtige til 2 ting:
Markedsføring
Salg
To områder som tandlægebranchen generelt har et anstrengt forhold til og derfor er langt fra at mestre.
Der er sjældent en tandlæge til stede.
Behandlingsplanlægning varetages af et centraliseret design team, som i de bedste tilfælde har en tandlægen til at lave stikprøvekontroller af de tusindvis af behandlingsplaner, der udføres på ugentlig basis! Behandlingerne er i videst mulig omfang begrænset til fortænder, uden attachements og uden brug af IPR. Hvilket medfører, at der skal laves mange store kompromisser og at man i omkring 95% af alle behandlinger ikke er i stand til at flytte tænderne til deres optimale position.
Du kan gøre det bedre!
Jeg vil påstå, at langt de fleste patienter vil få en bedre behandling i en tandklinik, hvor man ser mere helhedsorienteret på tænder, muskler og led. Tandregulering udført af en tandlæge, udføres oftest med tanke på hvordan tænderne placeres rigtigt og derfra bygges op til deres naturlige smukke form, hvor de passer ind i en harmonisk okklusion og funktion.
Det er med andre ord en helhedsorienteret behandling. Frem for et ekstremt kompromis, der udelukkende tilstræber “lige" tænder til en lav pris.
Se hvordan du kan komme trygt i gang med at anvende clear aligners i din praksis.
Modstand mod clear aligners i almen praksis
I mange år var ortodontisterne modstandere af, at alment praktiserende tandlæger skulle til at udføre ortodontiske behandlinger med clear aligners. Modstanden er forståelig. Det er ekstremt komplekse behandlinger, som kræver en helt anderledes tankegang og tilgang til behandling, end den vi er vandt til. Utroligt mange kolleger er ikke kommet heldigt fra start, i et ellers velment forsøg på at hjælpe deres patienter til en bedre oral sundhed.
Generelt har jeg argumenteret imod det “scarcity mindset”, der ligger bag den traditionelle modstand mod at lade alment praktiserende tandlæger udføre tandregulering. For jo flere kolleger, der starter med at behandle deres patienter med clear aligners. Jo flere tandlæger begynder at være opmærksomme på alle de patienter, der ville kunne hjælpes til en bedre oral sundhed med tandregulering.
Fordele ved aligner-behandling hos tandlægerne
Jo bedre vi bliver til at diagnosticere vores patienter, jo flere patienter henvises til behandling hos specialisterne, fordi mange behandlinger er for komplekse at behandle med clear aligners. På den måde giver vi ortodontisterne mere arbejde, ligesom flere patienter får en bedre behandling.
Jeg kan dog godt forstå den modstand, der tidligere var hos ortodontisterne. Det er jo typisk specialtandlægerne, der skal rette op på de behandlinger, der går galt. Hvilket kan give en vis bias omkring opfattelsen af hvor godt, eller skridt, det generelt går, når alment praktiserende tandlæger, kaster sig ud i clear aligner behandlinger. For jo mindre vi ved når vi starter med at behandle patienter med clear aligners, jo større er risikoen for, at vi kaster os ud i behandlinger, der aldrig skulle være startet i almen praksis.
Så der er en balance og jeg erkender da gerne, at den kan forekomme flydende.
Sådan løser du udfordringerne med clear aligners i din klinik
De kommende uger, sætter jeg fokus på de områder, der ofte volder tandlæger og deres teams udfordringer, når de skal starte med at udføre clear aligner behandlinger. Ligesom jeg beskriver hvordan man nemt kan etablere en clear aligner forretningsmodel i en tandklinik, der er til gunst for patientens sundhed, teamets arbejdsglæde og klinikkens økonomi. Med mindre stress og højere produktivitet.
Hvis du vil være sikker på at få adgang til dette indhold, skal du tilmelde dig bloggen. Det er nemt. Tryk på “login” i øverste højre hjørne og følg anvisningen. Så modtager du en email notifikation en gang om ugen, når et nyt opslag offentliggøres.
For tiden udkommer et dansk opslag først og ugen efter det samme opslag på engelsk. Jeg er endnu ikke i stand til at differentiere mellem danske og engelske brugere på den teknologiske platform jeg bruger - beklager
Jeg håber vi ses i det næste opslag
Mange venlige hilsner
Tandlæge
Jesper Hatt
Comments