En af mine gode venner sagde engang: "Når vi er raske, ønsker vi os alt muligt. Ny cykel, ferie, nyt køkken, børn, hus, karriere, succes, osv. osv..... Når vi er syge, ønsker vi os kun ét: At blive raske!".
Det kan godt være han sagde det lidt i spøg. Men jeg synes det er noget af det mest rammende jeg har hørt indenfor dagens tema.
I løbet af de sidste par år, har jeg talt med adskillige kolleger, der lider af burnout. De er ofte klar over, at noget ikke er som det skal være. Men det er ikke altid de kan sætte en finger på hvad det er, der konkret påvirker dem og i hvilket omfang.
I et tidligere opslag, refererede jeg til en observation af, at lidt over halvdelen af alle tandlæger lider af en eller anden grad for burnout.
HALVDELEN AF OS! Det synes jeg godt nok er vildt
Da burnout opfattes som et muligt stadie af depression, synes jeg det er vigtigt, at vi forholder os til tilstanden.
I henhold til sundhed.dk, omfatter symptomerne:
Emotionel udmattelse
Manglende energi
Reduceret arbejdspræstation
Depersonalisering med udvikling af en ligegyldig eller ligefrem kynisk holdning til patienter og klienter
Hvis du har problemer
Burnout er en mental og fysisk tilstand, der varierer i sværhedsgrad. Jeg er jo bare en tandlæge uden formel efteruddannelse i psykologi. Derfor er jeg noget tilbageholdende med at give generelle råd. Særligt hvis du har svære symptomer på burnout eller depression. Her mener jeg det er særdeles vigtigt, at opsøge kompetent hjælp.
Hvis du har mistanke om, at du lider af burnout eller stress, vil jeg anbefale dig, at tage fat i en kollega som f.eks. tandlæge Lars Nielsen.
Da jeg ikke har nogen særlige forudsætninger for diagnostik og behandling af burnout eller stress, har jeg skrevet direkte til tandlæge Lars Nielsen, der har en uddannelse som stresscoach.
Disclaimer:
Lars og jeg har aldrig mødtes i den virkelige verden (så vidt jeg husker) og vi har ikke nogen økonomiske interesser eller aftaler med hinanden.
Jeg ville bare gerne have hans syn på stress og burnout.
Herunder får du et uddrag af min mailkorrespondance med Lars:
Interview m. Lars:
Stress er IKKE nogen psykisk sygdom eller mental svaghed, hvilket måske er det allervigtigste budskab overhovedet at komme ud med. Stress er en overbelastningssituation og behandlingen er derfor initialt restitution og siden coaching omkring det der stresser, således at den stressede bliver i stand til at undgå stress fremadrettet. Få kontakt med det liv, man ønsker at leve. Definere det individuelt betydningsfulde ...
Mange mennesker har svær berøringsangst overfor stress, og vidtgående er holdningen at vi ikke skal tale for meget om stress, for så vil det “smitte”.
Faktum er at vi ikke bliver alvorligt stressede af at tale om stress - men at man derimod kan blive alvorligt stresset af IKKE at tale om stress. Fordi ensomheden er det værste anslag mod trivslen. Jeg oplevede selv en stor grad af ensomhed da jeg blev stresset, og med ensomheden steg graden af ubalance og stress. Fordi jeg følte mig stigmatiseret, nytteløs, svag og “syg”...
Min mission har siden 2015 hele tiden været at tale højt om stress - for at aftabuisere tilstanden og de udfordringer, der følger med. Jeg ønsker at række ud til mine kolleger, og tilbyde den kontakt og det fællesskab jeg selv savnede dengang. Løsningen ligger i fællesskabet og modet til at være ærlig overfor sig selv - have tillid til at vi er der for hinanden og at en livsmodel kun bygget på præstation, styrke og usårlighed, kan give store udfordringer for vores trivsel. Så mottoet er her - tag din trivsel alvorligt, du er ikke alene...
Trivselsundersøgelsen på tandlægeklinikker viser nedslående kendsgerninger omkring stress og tab af arbejdsglæde. Jeg vil gerne give et bidrag til en åbenhed omkring emnet - at vi fokuserer på at løsningen også ligger i bevidsthed og fællesskab og sammenhold. I interaktionen og forbundetheden til andre mennesker,
Jeg tilbyder alle en gratis samtale - en indledende fortrolig snak, hvor tandlæger, tandplejere og klinikassistenter, kan blive mødt i et trygt og fortroligt rum, og få svar på alt det der handler om stress og de muligheder, der er for at komme ud af manglende balance og trivselsudfordringer. Nogen finder denne samtale tilstrækkelig, andre ønsker at gå videre i et decideret forløb, og få redskaberne til at finde tilbage til ligevægt, der er blevet ødelagt.
Mennesker forbinder stress med svaghed, sygdom og manglende evner - det er ikke sandt. Jeg oplever de stressede som dybt engagerede, dygtige, samvittighedsfulde og dedikerede mennesker, der simpelthed har fået for meget “på deres tallerken”. Det er de personlighedstyper, som altid gerne vil kunne klare lidt mere - og så på et tidspunkt ikke kan mere. Det er mennesker, som ofte er meget optagede af andres behov, og derfor glemmer deres egne. De mister følelsen af integritet og rammes af tomhedsfølelse og fraværet af meningsfuldhed, fordi de mister det, der, for dem selv, gør livet værdifuldt og meningsbærende.
De fleste har en oplevelse af at stress opstår som følge af ydre krav - og det er (også) rigtigt. Mange arbejdstimer, krav, regler og højt arbejdstempo kan medføre stressfølelse. Corona bidrager extraordinært - hvor økonomien og trygheden kommer under pres - hvor retfærdighed, meningsfuldhed og indflydelse sættes på prøve.
Stress og trivselsudfordring er imidlertid ofte tilmed et resultat af de indre krav - høje forventninger til sig selv og tankerne om andres forventninger. Det ekstra vi skal gøre for en følelse af eksistensberettigelse.
Mange af mine tandlægeklienter har, ved henvendelsen, beskrevet en så høj grad af udbrændthed og dårlig trivsel, at de alle, som minimum, har leget med tanken om, at forlade faget for bestandigt. Jeg vælger at se det som en succesmarkør, at ingen af dem efterfølgende har gjort det, men i stedet alle har genfundet trivsel og glædesfyldt fagligt og menneskeligt virke. Som jeg plejer at sige: “det er ikke tænderne, der er noget galt med - det er din rolle vi skal kigge på”. Hvis man skifter fag, uden at gøre noget ved det grundliggende problem vil “nissen flytte med” og man vil igen kunne opleve stressen, blot i en anden ydre kontekst.
Kriser er svære, og vi vil gerne gøre meget for at undgå negative følelser og at blive kede af det. Jeg har derimod oplevet at krisen har guld i sig - at vi har noget vi kan lære i krisen, og komme styrkede ud på den anden side. At vi får en indsigt, vi ikke ville have undværet..... den indsigt der fremadrettet giver et bedre, dybere og mere balanceret liv. Blive en ny, bedre version af sig selv.
Jeg håber at du, kære læser, er blevet klogere på stress og burnout efter at have læst mit interview med Lars. I mit professionelle liv, har jeg altid arbejdet med en coach. Det er simpelthen den hurtigste vej til succes. Hvis du har den mindste fornemmelse af, at du kunne have glæde af Lars' kompetencer, vil jeg kraftigt anbefale dig at tage kontakt til ham. Følg linket direkte til hans hjemmeside her, hvor du finder alle relevante kontaktinformationer.
Hvis du er på vej mod problemer
Det her er ikke noget der går væk af sig selv. Det bliver ikke bedre af at blive lagt nederst i rækken af prioriteringer. Det skal tages alvorligt. (Undskyld hvis jeg bliver lidt direkte. Men det påvirker mig meget, at se dygtige virkelystne mennekser forvitre og blive en skygge af sig selv pga. det her).
De fleste tandlæger i privat praksis jeg kender til, har kortere eller længere perioder med en følelse af stress og udbrændthed. Det hører nok til jobbet. I særdeleshed som klinikejer.
Der er dog en del du kan gøre for at modvirke og forebygge problemerne.
Du kender sikkert fornemmelsen af at være kommet hjem fra en dejlig ferie. Du er udhvilet og mentalt renset for en stor del af alt det arbejde, du havde i hovedet ved feriens begyndelse. Nu er du klar til at starte med at arbejde igen. Ja faktisk glæder du dig til at lave tænder igen. Kender du det?
Det er dokumenteret, at vi er mentalt på toppen og super produktive de første 6-8 uger efter en ferie.
Herefter falder vores produktivitet og vi begynder at få de første symptomer på burnout.
Denne tilstand varer ved i ca. 4 uger. Hvorefter vi begynder, at sige ting i stil med: "Hold op jeg glæder mig til at komme på ferie" eller "Pyha jeg trænger til ferie"
Når vi begynder at sige sådan noget. Har vi reelt tænkt det de foregående 4 uger. Vi har bare ikke sagt det højt. Når vi kommer til det stadie hvor vi begynder at fortælle omverdenen om, at vi trænger til ferie. Er vi så udbrændt mentalt, at vores produktivitet falder markant.
Du har måske oplevet det.
Det er det stadie, hvor du ikke orker at informere patienten om, at det ville være en god ide at skifte den elendige nabofyldning, når nu vi er i gang med at præparere +6. Du har ikke overskud til at være et forbillede for dit team og du begynder måske ovenikøbet at vrisse lidt ad dem.
Praktisk Forebyggelse
I hht. ovenstående er det jo ret nemt, at forebygge burnout.
Du skal bare holde en uges ferie hver 6 uge.....
Nu er der givetvis de af jer, der tænker: "Hvorfor kun en uge. Jeg har virkelig brug for 3 uger hver eneste gang". Og så ser det unægteligt noget urealistisk ud.
Der er dog ingen synderligt stor forskel på hvor godt vi restituerer efter hhv. 1 og 3 ugers ferie. Derfor bør 1 uges ferie hver 6. uge være passende. Hvis vi ser på danske skolebørns ferieplan og måden vores helligdage ligger placeret. Er det faktisk lige før vi kan få det til at passe. Der er dog enkelte perioder, hvor man skal lægge ekstra ferie ind, for at få det til at gå op. Men det er til at have med at gøre.
"Jammen hvad med omsætningstabet?" - jeg har ikke sagt det var nemt. Det er muligt men ikke nemt, at forebygge. Men der sker noget magisk når vi begynder at forebygge burnout. Vi bliver langt, langt mere produktive. Dvs. vores omsætning falder ikke så meget, som man skulle forvente hvis man overfører timeomsætningen kritikløst fra den ene til den anden ferieplan. Det vender jeg lige tilbage til om lidt.
For vi skal lige se på hvordan du arbejder i løbet af ugen først.
Mange danske tandlæger har en 4 dages arbejdesuge. Dvs. 4 dage med stoletid. Det svarer typisk til omkring 28 stoletimer. Det er en rigtig fin mængde arbejdstid. Det er nemligt vist igen og igen, at der ikke er nogen forskel på din omsætning hvis du vælger at arbejde 5 dage, frem for 4 dage.
Hvis du lader dig friste af at arbejde 6 dage om ugen for at øge omsætningen, må jeg desværre skuffe. Det viser sig nemlig, at din omsætning FALDER, hvis du arbejder mere end 5 dage om ugen.
Med dette in mente, vil jeg anbefale alle kolleger, der arbejder mere end 4 dage om ugen om at revurdere deres arbejdestid.
Der sidder måske nogle kolleger og klinikejere og tænker, at jeg skal holde min mund og lade dem om at bestemme (fordi de frygter et tab af omsætning). Jeg kan godt forstå bekymringen. Det er bare et faktum, at burnout symptomer, hos tandlæger, sætter ind efter den 4. dag på arbejde.
Sammenholder vi dette med, at patienterne bliver behandlet dårligere, fordi vi ikke orker at give den optimale behandling på 5. dagen. Kombineret med at omsætingen er den samme uanset om du arbejder 4 eller 5 dage. Så har jeg meget vanskeligt ved at se rationalet for at tage på arbejde i klinikken den 5. dag.
Derimod vil jeg påstå, at konsekvenserne på sigt, kan blive temmeligt dyre.
Arbejdstid & Fritid
Før jeg slutter af for denne gang, vil jeg lige gøre opmærksom på, at fritid skal tages meget bogstaveligt. Fritid har ikke noget med arbejde at gøre. Det vil sige, du skal ikke skrive journaler, læse op på de seneste procedurer eller regler fra det offentlige. Du skal ikke lige tage ind til klinikken og fikse en vandhane, der drypper, afkalke en kaffemaskine eller male venteværelset. Det er også arbejde og dræner dig ligeså meget, som hvis du sad ved tandlægestolen. (Kære klinikejer. Læs lige det her en gang til - det er kærligt ment!)
Men hvornår skal jeg så fikse alt det?
Det har jeg skrevet om tidligere. Du kan søge opslag om ledelse, møder og strategi.
Derudover kan du se min seneste undervisningsvideo her. Den varer 14 minutter. Hvis du kan lide indholdet og vil have tips, der kan gøre din hverdag nemmere og reducere risikoen for burnout, skal du bare melde dig på email listen under videoen. Men det beskriver jeg også til sidst i filmen.
Hvis du har fulgt med på bloggen i længere tid, har du muligvis læst, at jeg er meget, MEGET stor fortaler for, at klinikken skal understøtte dit liv - ikke omvendt. De forebyggelse tiltag mod burnout, er noget af det du kan gøre for at opnå dette.
Det er ikke en udtømmende liste og jeg ved det kan forekomme uoverskueligt når du læser om hvad der skal til.
På bloggen og på hjemmesiden, ligger der en masse elementer, der også er vigtige elementer, hvis du skal have det hele til at gå op i en højere enhed. Hvis du følger alle vejledninger, vil jeg garantere dig mere frihed, et faglig mere tilfredsstillende tandlægeliv og en højere løn. Du kan selvfølgelig også tage fat i mig direkte og høre hvordan mit team og jeg kan hjælpe dig.
Indtil da vil jeg ønske dig god fornøjelse med at planlægge din tid, så du kan udgå burnout. Har du allerede tegn på stress eller burnout, synes jeg du skal kontakte tandlæge & stresscoach Lars Nielsen.
Hvad nu?
Næste uges opslag handler om hvordan du bliver fri for alt det bøvl med patienterne.
Hvis du vil være sikker på at få en notifikation om det kommende opslag, skal du:
Trykke på "login" øverst i højre hjørne af siden og følg anvisningen, så får du automatisk en mail med et link direkte til det nyeste blogopslag en gang om ugen. Desuden modtager du en mail med et link til flere gratis guides, tips og tricks.
Følge min facebook side, hvor jeg ugentligt uploader links til bloggen og jævnligt poster tips og tricks. Du kan følge linket til siden her.
Online
Vi har opdateret hjemmesiden og fået lavet en mere overskuelig online kursusportal, hvor du kan læse om de kurser og workshops vi holder i løbet af 2021. Tjek siderne ud og skriv gerne til mig hvis du har forbedringsforslag.
Tak fordi du læste med.
Mange venlige hilsner Tandlæge Jesper Hatt Hattconsulting.com T: +4561272228
Comments