HULLER
Har du problemer med huller i tænderne kan det være dit immunforsvar, dine gener eller din forebyggende indsats, der er årsagen til problemerne. Vi har sammensat et overblik over dine behandlingsmuligheder.
FOREBYGGELSE:
Huller opstår når bakterier får lov at sidde for længe på dine tandoverflader. Bakterierne opbygger en struktur, der giver mulighed for at nedbryde tandoverfladerne. Kan du holde bakterierne væk får du ingen huller….. ALDRIG! (Antibiotika, som penicillin duer ikke, da bakterierne samler sig i en biofilm. Biofilmen kan ikke gennemtrænges uden brug af tandbørste og tandtråd)
Det er afgørende at du får en undersøgelse af årsagen til at du får huller. Først når årsagen kendes kan man behandle optimalt.
Få en gennemgang af muligheder og optimering af teknikker med tandbørste, tandtråd og div. produkter Tandbørsten i sig selv er kun effektiv mod huller når den kombineres med tandpasta med fluor. En manuel tandbørste kan være lige så god som en elektrisk. Det handler om hvordan og hvor længe den bruges. Her er et link til en engelsk video, der viser hvordan. Man ser også hvorfor en stor tandbørste med hårde børstehår ikke er særlig effektiv til at holde rent. En el-tandbørste holdes på en anden måde og derfor tvinger den dig til at ændre vaner – du skal tænke over hvordan du bruger den. Derfor kan elektriske tandbørster være bedre end almindelige. Tandtråd er lige så vigtig som tandbørsten. En tandbørste kan ikke nå ind i de snævre områder, hvor tænderne støder sammen. Kun en tandtråd kan nå disse områder og forhindre huller i at opstå. Vi anbefaler at du bruger tandtråd hver aften eller hver morgen efter du har børstet dine tænder. Har du aldrig brugt tandtråd kan det være nemmest at starte med én på en holder. Glide er de bedste og mest brugervenlige, efter vores mening. Den mest effektive tandtråd er en håndholdt der ikke er flad. Gerne i en farve som gør det nemt at se hvor du placerer den. Vi anbefaler tandtråden fra Swiss Smile, som kan købes online i SmileButikken.dk Philips har lavet en Airflos, som kan bruges til at skylle mellemrummene rene med. Det er et godt alternativ til dem der ikke kan håndtere tandtråd. Men er ikke lige så god til at holde rent som tandtråd. Den bedste tandtråd er den, der bliver brugt! God fornøjelse.
Mundskyllemidler er meget omdiskuterede i Skandinavien. Forskerne ved ikke om vi kommer til at opbygge resistens mod midlerne så de kommende generationer ikke kan få gavn af dem. I resten af verden har man konstateret, at de der bruger mundskyl har færre huller i tænderne. Derfor anbefaler tandlæger i mange lande at bruge mundskyllemidler. Hvis du vælger at bruge mundskyllemiddel bør du vælge et produkt uden alkohol og med et indhold af fluor. Dental Conditioner er et relativt nyt produkt. En skum man kan komme på tænderne i løbet af dagen. Conditioneren lægger sig på tænderne og er med til at beskytte mod huller og misfarvning.
Har du tendens til huller i tænderne bør din tandlæge eller tandplejer påføre fluorlak hver 3. måned. Det nedsætter risikoen for huller markant.
Plastik infusion. I dag kan vi lukke huller i tænderne uden at bore. Så længe hullet ikke er for omfattende har vi mulighed for at lukke det helt med plastinfusion. Spørg os om det næste gang du besøger os.
BEHANDLING
Fyldninger
Plastik er godt til mindre huller og defekter. Plastik binder sig kemisk til tandoverfladerne, er pænt og billigere end guld (priser fra ca. 400,- dkr.)
Glasionomer fyldninger, er fyldninger, der tåler en lille mængde fugt når de laves (modsat plast hvor alt skal være knas tørt). Materialet frigiver fluor og minimerer derfor risikoen for nye huller i relation til fyldningen. Men glasionomer er ikke særligt pænt og er ikke særligt slidstærkt.
Sølvamalgam (Kviksølv) (Forbudt at bruge i Danmark)
Stampet guld. Laves stort set ikke mere i Danmark pga. prisen og ubehaget ved at få lavet fyldningen. Det er dog de tætteste fyldninger man kan lave, de holder en evighed (op til 50-60 år uden problemer) og bakterierne ønsker ikke at sidde på overfladen. Guld er desuden kendt som en effektiv antioxidant. Men guld er dyrt og ikke så æstetisk som de hvide materialer (plast og porcelæn)
Indlæg og kroner Løsninger til større defekter i tænderne er mere slidstærke og er mulige at forme som man ønsker uden at de knækker ved belastning (såfremt bidfunktionen er i orden). Indlæg holdes på plads af tanden, kroner holder sammen på tanden, så den ikke flækker.
Der findes mange forskellige materialer i denne kategori. Det er ikke vores intension at dække de tekniske muligheder men kan nævne: Metal (højædel, lavædel, uædel), metal-keramik (igen i høj-, lav- og uædle legeringer), keramik (herunder: monochromatisk, polychromatisk, zirkon, alumina, empress, håndoplagt feltspat og lithium disilikat) og som noget nyt også keramiske hybrid materialer. Kronerne kan være lavet af mennesker eller computerstyrede fræsemaskiner. De personer, der laver koner hedder tandteknikere og har meget varierende grad af kompetencer. Som tommelfingerregel får man også her hvad man betaler for. Det er en populær trend globalt at sende sine kroner til fremstilling i Kina for at spare penge….. Og kompetencer. Vi får fremstillet kroner i Kina, USA og Danmark. Du er med til at vælge hvad der er rigtigt for dig FØR du starter behandling – så kender du også årsagen til prisen.
Som noget nyt er vi også gået i gang med at fremstille vores egne kroner. Vi scanner tænderne med et 3D kamera. En computer designer kronen, der fræses på en speciel fræsemaskine. Samme dag som vi går i gang med behandlingen kan vi montere den færdige krone på tanden. På denne måde sparer du op til 6 ugers ventetid.